Kirsten Hoffmeyer
Børne- og ungdomspsykiatrisk sygeplejerske, miljøterapeut og familieterapeut
Jeg tilbyder individuel samtaleterapi til børn og unge der udfordres af mistrivsel, skolevægring eller psykiatriske lidelser som angst, OCD, depression, spiseforstyrrelser, autisme eller ADHD.
Derudover tilbydes forældresamtaler, søskendesamtaler og familiesamtaler. Hjemmebesøg er også en mulighed.
I mit terapeutiske arbejde lægger jeg vægt på at skabe en sikker og tryg relation og samtale.
I samtalen har jeg fokus på jeres værdier og ønsker til et familieliv. Jeg har fokus på, hvordan I oplever, at jeres liv forstyrres eller domineres af følgesymptomer og afledte problemer af psykiatrisk lidelse.
Jeg ønsker at samtalerne belyser familiens udfordringer og problemer, men også vægter familiens potentiale og ressourcer ved at tage udgangspunkt i det, der er lykkedes, på trods af problemernes dominans.
Mit mål er, at I gennem terapiforløbet får stadig flere erfaringer med oplevelsen af at lykkes.
Jeg er optaget af at problemer og uønskede samspilsmønstre, ikke bliver et enkelt familiemedlems ansvar, men derimod noget vi i fællesskab skal undersøge, forholde os til og arbejde med.
Jeg plejer at sige: “Det er ikke barnet, der er problemet, det er problemet, der er problemet”
Om samtalerne
Terapien kan foregå både som forældre- og familiesamtaler eller individuelle samtaler med børn/unge eller forældre – afhængigt af, hvad familien ønsker, og hvad der giver bedst mening. Dette set i forhold til de problemer, familien ønsker at forandre, samt familiens tid og ressourcer.
Jeg vil lægge vægt på, at samtalerne foregår i en let stemning og afvikles på en konstruktiv og anerkendende måde, så positive forandringer bliver opnåelige. Ikke mindst med henblik på at alle, der deltager i terapien, får lyst til at bidrage og deltage i samtalen.
Under samtalen vil jeg skrive jeres ord på en tavle, så I til sidst i samtalen kan tage stilling til, hvad der har været mest vigtigt at få frem og huske fra samtalen.
Eksempler på typiske samtaleemner
1
Minefeltet
“Hvordan kan man udvikle familiens samtale fra et minefelt til land med mere sikker grund for alle?”
2
Samarbejde
“Hvordan kommer man til at føle, at man i familien arbejder sammen om at bekæmpe problemerne i stedet for at kæmpe mod hinanden?”
3
Afvisninger
”Hvordan kan jeg komme til at hjælpe mit barn, når han/hun afviser min hjælp?”
Mål med terapien
I terapien er det mit mål at medvirke til at skabe indsigt, forståelse og forandring i jeres familie og få sat vores fælles viden i spil.
Jeg vil sætte fokus på jeres viden om, hvilken familie I er nu, og hvilken familie I var engang, før problemerne blev synlige, samt på forestillingen om, hvordan jeres familieliv vil se ud i fremtiden, hvis terapien har været hjælpsom.
Forandringer
Hvad vil I til den tid kunne se jer gøre anderledes end i dag?
Stemningen i familien
Hvordan vil stemningen være anderledes, end den er i dag?
Nye muligheder
Hvad vil forandringerne give mulighed for, at I som familie kan, som I ikke kan i dag?
Håb
Hvad ville I forældre håbe på, at jeres barn en gang i fremtiden vil fortælle om jeres familie og om jer som forældre?
Teoretisk baggrund
På baggrund af et forskningsprojekt, som jeg deltog i som praktiker, blev bogen "Narrative Psychiatry and Family Collaborations" udgivet i 2022. Denne bog beskriver de teorier og metoder, jeg anvender i mit arbejde, nemlig systemisk narrativ teori.
Den systemiske tilgang indebærer, at jeg opfatter individet og familien som en del af et system, hvor familiemedlemmerne påvirker hinanden gensidigt. Den narrative tilgang fokuserer på, hvordan vi kommunikerer med hinanden, med særlig opmærksomhed på både intentionen bag ord og handlinger og på, om effekten stemmer overens med intentionen.
Jeg har anvendt denne metode med gode resultater indenfor familieterapi i de sidste 13 år. Jeg har desuden en teoretisk baggrund i psykodynamisk teori med et specifikt fokus på udviklingspsykologi.
Om mig
Jeg er uddannet psykiatrisk sygeplejerske og har i mange år arbejdet på et psykiatrisk døgnafsnit for børn, hvis hverdag og trivsel var stærkt plaget af psykiske lidelser.
Gennem disse erfaringer har jeg specialiseret mig i arbejdet med både børn og forældre med henblik på at kunne skabe positive forandringer i familien.
Jeg er født på Fyn i 1959 og er kendt for at være en overvejende positiv, nysgerrig og humoristisk person, der har let ved kontakt med både børn og voksne.
Jeg har boet i København siden 1991 med min mand. Med ham har jeg fire voksne børn og 10 børnebørn, som jeg prioriterer højt og tilbringer meget tid sammen med.
Jeg nyder dem alle meget, og rent professionelt hjælper dette samvær mig med at være opdateret på vilkårene for nutidigt børne- og familieliv.
Jeg er glad for at være aktiv i naturen og interesserer mig bl.a. for kultur, sport, bøger, podcasts, film og teater samt politik.
Min erfaring indenfor psykiatrien
Jeg er uddannet psykiatrisk sygeplejerske og har gennem 25 år arbejdet på psykiatriske dag- og døgnafsnit – dels i børnepsykiatrien på Odense Universitetshospital og derefter i Region Hovedstadens Psykiatri for børn, hvis hverdag og trivsel var stærkt plaget af psykiske lidelser.
I de sidste 13 år har jeg arbejdet i et tværfagligt familieterapeutisk team under Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Region Hovedstaden. Teamet arbejdede familieterapeutisk med familier, hvor børnene havde været igennem børnepsykiatrisk udredning, og hvor kompleksiteten af problemerne i familien var stor.
Derfor har jeg et indgående kendskab til familiers liv med psykiatriske diagnoser eller neurodiversitet i dens mangfoldighed.
Det er herigennem, jeg med ydmyghed har lært, hvor forskelligartet psykisk sygdom er, og hvor stor og forskellig indflydelse det har på familiers liv.
Uddannelsesbaggrund
Nu
Familieterapeutisk Team
Glostrup
I mit arbejde i det Familieterapeutiske Team blev jeg oplært af en af de førende specialister inden for systemisk narrativ terapi i psykiatrien, overlæge Nina Tejs Jørring. Jeg har også været under personlig supervision i samme terapimetode af David Epston fra New Zealand og William "Bill" Madsen, Ph.D., fra The Taos Institute i Massachusetts. Vores tværfaglige team har regelmæssigt modtaget supervision i metoden af uddannede og erfarne specialister.
2009
Flerfamilieterapi-uddannelse
Lund
Jeg har en 2 årig miljøterapeutisk efteruddannelse fra 1999, en et-årig Flerfamilieterapi-uddannelse fra Lund fra 2009.
1982-1986
Psykiatrisk sygeplejerske
Svendborg Sygeplejeskole
Jeg er uddannet sygeplejerske fra Svendborg Sygeplejeskole i 1982 og har en psykiatrisk efteruddannelse fra 1986.